Lægefagligt selskab afsætter 100.000 kr til rekrutteringsprojekter

Jeg startede selv med at lave forskning i nyrefysiologi (..). Det gav mig lysten til at arbejde klinisk med nyresygdomme (…). Det har jeg aldrig fortrudt.
Henrik Birn, Formand for Dansk Nefrologisk Selskab.

Dansk Nefrologisk Selskab (DNS) har afsat en pulje på 100.000 kr i 2024 til at fremme rekruttering indenfor det nefrologiske speciale.
Det skriver selskabet på sitet nephrology.dk  Beløbet kan søges at selskabets medlemmer til “til konkrete initiativer, der kan fremme rekruttering af læger til det nyremedicinske speciale.

Vi har spurgt formand for DNS, Henrik Birn (BN), om hvorfor Nefrologisk Selskab har taget dette skridt.

Hvorfor er det nødvendigt med et rekrutteringsinitiativ fra selskabet? Er der særlige rekrutteringsudfordringer indenfor nefrologien?

BN: “Det er specielt for nefrologien at vi er et relativt lille speciale, og mange nye læger når ikke at få ret meget erfaring med nyresygdomme gennem f.eks. KBU. Vi vil gerne have, at alle får muligheden for blive introduceret til specialet, så det ikke fravælges blot fordi man ikke kender det.”

Hvad er det bedste ved at være nefrolog?

BN: “Nyresygdomme er et bredt speciale med komplekse sygdomme. Patienter med nyresygdomme fejler ofte andre ting, så man vil få erfaring med mange medicinske problemstillinger. Vi følger vores patienter gennem rigtigt mange år, og får dermed et meget tæt indblik i, hvad sygdommene betyder for de mennesker, vi hjælper. Specialet er ikke så stort, men præget af gode kolleger, stor sammenhørighed og et fint samarbejde mellem afdelinger. Og så er det et speciale, hvor man meget gerne må være nysgerrig. Der mange ting, vi ikke ved om nyresygdomme, så vi har brug for både forskning og udvikling.”

Hvilke initiativer kan blive omfattet af projektet?

BN: “Det kan være mange forskellige slags tiltag, f.eks.  kurser, symposier, temadage, web-seminarer, studiegrupper, online-præsentationer og lignende”.

I en tid med lægemangel, er sådan et initiativ ikke med til at udløse et kapløb mellem specialerne? 

BN: “Vi ønsker bestemt ikke et kapløb, men vi er et lille speciale, og formålet med initiativet er først og fremmest give nye læger mulighed for at møde specialet. Vi tror ikke på, at vi kan ”hugge” læger fra andre specialer, men vil gerne, at de kolleger, der søger nefrologien, gør det fordi de har interesse og lyst – og det kræver jo at man kender lidt til det.”

Hvad fik dig selv til at vælge nefrologi ?

BN: “Jeg startede med at lave forskning i nyrefysiologi og fik øjnene op for, hvor spændende og vigtigt et organ, nyren er. Det gav mig lysten til at arbejde klinisk med nyresygdomme, og fik på den måde indblik i, hvor hårdt nyresygdom kan ramme mennesker på alle måder, og hvor nødvendigt og givende det er, at være med til både at behandle og forske i nyresygdomme. Det har jeg aldrig fortrudt.”

Der er afsat 100.000 kr til initiativet.

Læs mere her

Rekruttering af læger -trends og tips