Overvejer du at tage til New Zealand som læge ? -Sådan kommer du i gang med planlægningen

Som dansk speciallæge kan man nemt få arbejde i New Zealand, og dermed åbne døren for et fantastisk eventyr for hele familien.

Af Ulf Joel Jensen*, ejer af ScanDoc Recruitment

Hvordan lyder tanken om et år med udsigt over det tasmanske hav og en snedækket bjergtinde i baghaven? Med friskplukket avacado, kiwifrugter og lokal vin i verdensklasse? Et år med fantastiske naturoplevelser, fire dages arbejdsuge og en familie, der skiftevis træner deres færdigheder på de alpine ski og skiftevis tager lektioner i wave-surfing?

Hvis det lyder fristende, kan du trygt læse videre, for selvom det ikke er vanskeligt at få job i New Zealand, så er der trods alt lige et par detaljer, der skal på plads, inden du kan booke billetter til hele familien.

Kun for speciallæger
Først og fremmest skal du være uddannet speciallæge. I det store og hele betyder det mindre i hvilket speciale, eftersom der mangler læger både i almen praksis og på hospitalerne i hele landet, men en specialistuddannelse er et krav.
Til gengæld må det gerne være både første job efter endt HU og sidste job inden pensionen; der er ingen aldersgrænse for at få en autorisation – ej heller krav om flere års erfaring som speciallæge. Du skal dog være villig til at binde dig for 12 måneder (eller længere).

Obligatorisk engelsktest
Desuden skal du bestå en engelsktest med specifikke krav til dine karakterer. Det er den eneste prøve, du skal igennem, og du kan vælge mellem to forskellige tests. Begge kan tages on-line, de fleste bliver overrasket over niveauet, men alle ender med at bestå.



Arbejdsmuligheder i hele landet
Tredje skridt i processen er at finde et arbejde. Som nævnt mangler de læger både på nord- og sydø, i by og på land.
Lønnen ligner danske forhold – den svinger naturligvis afhængig af forskellige faktorer, men hvis man sigter mod det, der svarer til ca. 1 mio. kr. om året for et fuldtidsjob, så rammer man ikke helt ved siden af. Skattetryk og leveomkostninger er lavere end i Danmark, og det gør det muligt for en hel familie at leve fint og godt af én indtægt – også selvom du kun har fire arbejdsdage om ugen.

Du har ret til fire ugers betalt ferie om året, ofte kan man forhandle sig frem til fem, måske endda seks.
Desuden er der – akkurat som herhjemme – en stribe betalte fri- og helligdage fordelt ud over året, og endelig vælger mange at forhandle sig frem til retten til at holde yderligere nogle ugers selvbetalt ferie. Det er i øvrigt et myndighedskrav, at arbejdsstedet laver en supervisionsplan for dig.

Autorisation til at virke i NZ
Når først kontrakten er forhandlet på plads og underskrevet, skal du søge Medical Council of New Zealand om at få en autorisation. Det er en simpel procedure med nogle formularer og skemaer, som skal udfyldes og indsendes sammen med diverse dokumentation for uddannelse mv. Bureaukratisk, lidt småstift og ikke nødvendigvis lige logisk hele vejen igennem set med danske briller – men ikke desto mindre en formalitet.

Sidste skridt: Visum
Afslutningsvis søger du om et arbejdsvisum. Det giver også din partner ret til at opholde sig i landet og benytte sig af eksempelvis sundhedsvæsnet, mens børnene går gratis i skole sammen med deres

jævnaldrende. Alle de praktiske forhold, såsom at finde et sted at bo, skrive børnene op i skole osv. hjælper praksismanager i almen praksis eller HR-afdelingen på hospitalet med, inden I rejser fra Danmark.
Hele ovenstående proces kan klares på et halvt år – men afsæt gerne otte måneder til det. Processen er ekstensiv, og i perioder virker det hele unødvendigt langsommeligt, til dels pga. myndighedernes tempo begge lande.

Men så er det kedelige også overstået, og herfra er der bare tilbage at ønske god tur – husk kamera, solcreme og vandrestøvler!


*Om mig & Scandoc: Jeg startede ScanDoc Recruitment i 2018 på bagkant af et års ophold i NZ sammen med min læge-kone og vores fire børn. Hun arbejdede på en klinik i Taranaki, og vi besluttede os for at ville hjælpe andre herned. Jeg er oprindelig kommunikationsmand og har selv arbejde i og omkring sundhedsvæsnet siden 2001. Vi har fokus på hele Skandinavien, men er selvfølgelig mest synlige i DK, og efter corona-årene hvor alting næsten stod stille, er der igen ved at være tilfredsstillende gang i tingene, og forventningen er, at vi sender 10-15 læger til NZ i løbet af de næste 12 mdr.

Lægejob i udlandet