Hyppige spørgsmål om de 7 lægeroller
Hvor meget skal Cv’et fylde? Skal jeg absolut skrive CV’et efter de 7 roller? Hvad hvis jeg ikke har noget at skrive til en af rollerne? Vi har samlet spørgsmål og svar om de 7 roller. Det er vores bud…. ikke de eneste rigtige svar…
Skal jeg altid opbygge mit CV efter de 7 lægeroller?
Hvis det står i jobopslaget, at du skal indlevere ansøgningen efter de 7 lægeroller, så er det selvfølgelig en god ide.
Det er ikke så almindeligt for lægestillinger på trin 1 og 2 at opbygge CV’et på den måde, men for afdelingslæger og overlæger er det ofte en forventning.
Det er oftest mest relevant med de syv roller i forbindelse med jobs i det offentlige sundhedsvæsen.
Skal jeg både have et kronologisk CV og et CV efter de syv lægeroller?
Der er ikke en fast opskrift, men vores anbefaling vil være, at du BÅDE laver et traditionelt CV (kronologisk) og et slags CV ud fra de syv lægeroller.
Desuden skal du lave en almindelig ansøgning, hvor du fortæller om hvorfor netop du skal inviteres til en samtale.
Hvad skal det fylde?
Maksimalt 2 sider
Skal CV’et med de syv lægeroller være med årstal?
Vores anbefaling er at holde CV med de syv lægeroller narrativt, uden for mange årstal. På den måde kan det blive en mulighed for dig, til at uddybe dine kompetencer på en måde der eller sikke afspejles i selve ansøgningen. Det vil sige, at du skal skrive en lille fortælling om dig selv i forhold til rollen. Lyder det svært? Tja, det falder de færreste naturligt. Men med vores guide er du på rette vej.
Kan jeg medtage erfaring udenfor den medicinske verden til at belyse mine kompetencer?
Ja, det kan du godt. Hvis du fx. har ledet og undervist som frivillig hos spejderne, så tag det med. Men overvægten af dine erfaringer skal være fra den hvidkitlede verden.
Kan jeg bruge det samme erfaring i flere lægeroller?
Ja, der er ikke nogen regel imod det. Men en tommelfingerregel vil være, at du højest bruger den samme erfaring i to felter.
Kan jeg lade et felt være tomt?
Nej. Og det er heller ikke nødvendigt, hvis du bare føler vores beskrivelse af rollerne.
Kan jeg vente med at bruge tid på dette til jeg bliver speciallæge?
Ja, det KAN du godt, men det vil typisk være en god ide, at sætte sådan et CV op alligevel. Udfyldelsen af CV’et efter rollerne kan nemlig hurtigt give dig en fornemmelse af hvor du aktiv skal søge nye udfordringer. Skal du fx. opsøge en undervisningsrolle eller påtage dig et ansvar for et projekt?