“De fleste har haft et Sliding Doors øjeblik” – anmeldelse af “The Prison doctor”
The Prison Doctor- My time inside Britain’s most notorious jails
af Dr Amanda Brown
HQ Non-Fiction 2019
Læst og anmeldt af Læge Emilie Rolighed
Anmeldelsen indeholder affiliate links til amazon.de
“Jeg tror, de fleste af de indsatte har haft et Sliding Doors-øjeblik”, siger en af fængselsbetjentene i Amanda Browns autobiografi og refererer til en film, hvor små tilfældigheder har en dominoeffekt, der ændrer et livs kurs.
Amanda Brown er den slags læge, der har et kald. Så da nye praksis-regulativer spænder ben for hendes billede af, hvad en god læge er, indtræffer hendes Sliding Doors-øjeblik. Hun forlader impulsivt sin hårdt opbyggede praksis i stræben efter mening og menneskelig forbindelse. Tilfældigheder leder hende fra et ophedet debatindlæg til en karriere i fængselssystemet, hvor vi følger hendes stadig større appetit på udfordring som læge i Storbritanniens mest berygtede fængsler. I ankomst-vurderinger, misbrugsbehandling og voldelige nødsituationer møder vi et rigt galleri af fanger, der behandles som patienter og bredes ud som mennesker med rørende, skræmmende og tankevækkende historier.
Memoiret er skrevet i et levende sprog, der veksler mellem professionel erindringsroman og patientcases. Styrken er netop disse menneskeskæbner, vi med empati og indlevelse møder gennem fængselslægen. Læge-patientrelationen og den professionelle dynamik vægtes, og de kliniske historier holdes i store strøg, dog uden at spare på voldsomme realiteter. Sådan formår romanen at være relevant og læsbar for læge og lægmand, i særdeleshed hvis man nyder medrivende lægeerindringer som “This is going to hurt” eller ”Akutlægens dagbog”.
Særligt værdifulde er Browns refleksioner om mening i lægelivet og coping under pres. Med overraskende paralleller til fangernes liv mindes vi om hvad der er vigtigt, og hvad der er nødvendigt i en travl hverdag.
Fængselslægen hæger om sin integritet, og mens hun gradvist bliver en fast del af staben, står hun alligevel fast på at være læge først og fængselsmedarbejder siden. Nødvendigheden af at være værdsat og en bydende trang til at hjælpe er gennemgående røde tråde, der vidner om Browns motivationer og vækker tanker om læge-arketyper og hvilken man selv er.
Efter et vidunderligt medicinsk sprogbrug om fortællerens frustrationer – en dosis natur til at lindre brutaliteten og en gåtur som modgift – reciterer hun de første strofer af digtet Leisure: ”What is this life if, full of care,/We have no time to stand and stare” (Davies, 1911) og opfordrer os således til at stoppe et øjeblik mellem den ene akutte arbejdsdag og den næste vagts fulde program for at mærke meningen i det hele.
Bogen anbefales til dig, der ønsker nye perspektiver og noget at spejle dit lægeliv i.
