Dansk læge på New Zealand – svar på de hyppigste spørgsmål om et ophold Down Under som dansk læge
Interesseret i lægejob på New Zealand for danske læger?
Ejer af ScanDoc Recruitment, Ulf Joel Jensen*, svarer her på en lille håndfuld af de oftest stillede spørgsmål fra læger, der overvejer et år eller mere i New Zealand. Se i øvrigt det tidligere indlæg, Lægelivet i New Zealand, for at blive lidt klogere på processen, man skal igennem, før man kan tage hul på eventyret.
Hvordan ser arbejdsdagen ud?
Hverdagen for en læge i New Zealand minder på rigtig mange måder om noget, man kender herhjemmefra. Supervision af udenlandske læger er lovpligtig, og det betyder, at arbejdsstedet skal udarbejde en supervisionsplan, som skal godkendes af sundhedsmyndighederne.
Man vil altid få en lidt blød opstart – typisk er der tale om en periode på nogle uger, hvor man har færre patienter, generelt en lidt mindre arbejdsbelastning, mere tid til papirarbejde o.l. Derefter vil man have fire patienter på i timen, arbejdsdagen er som udgangspunkt 8 timer – alle ugens fem hverdage. Der er i løbet af dagen og ugen sat tid af til pauser og papirarbejde, og der er i alle klinikker en praksismanager, som koordinerer og planlægger alt det praktiske. Som vi kender det, er der også hjælpepersonale, der dog tager sig af flere opgaver, end vi er vant til herhjemme.
Man skal ikke regne med, at livet som praktiserende læge i New Zealand er en ferie – man får lov til at arbejde for sin løn. Dermed ikke sagt, at arbejdsdagen er mere travl end i Danmark, men den er heller ikke mindre travl. Lønnen varierer og er til en vis grad altid til forhandling, men i runde tal skal man regne med ca. 1 mio. kr. om året for fuldtidsarbejde – de færreste vælger dog at arbejde fuld tid; fire dage om ugen er normen. Ofte vil der være en vis vagtforpligtigelse i dit job – men aldrig særlig belastet. Igen varierer det fra sted til sted, men den mest almindeligt model er noget med, at man tager en vagttelefon med sig hjem – og afleverer den igen næste dag. I snit modtager man mellem 0 og to opkald pr. vagt, meget sjældent i nattetimerne.
Det new zealandske sundhedssystem er med delvis brugerbetaling, men alt omkring afregning tager personalet sig af. Som læge er man kun involveret i egentlig lægearbejde. Alle har ret til fire ugers ferie + cirka samme antal skæve fri- og helligdage, som i Danmark. Man kan være heldig at forhandle sig til fem ugers ferie, i sjældnere tilfælde endda seks. Til gengæld er det de facto altid muligt at forhandle sig frem til muligheden for at holde selvbetalt fri i tre – fire uger. Det betyder, at der i realiteten er rigtig god tid til at udforske landet – og det er nødvendigt, for store oplevelser venter!
Hvad er det for et sted? Der bor bare 4,5 mio. mennesker i New Zealand, og de har god plads. Næsten halvdelen af befolkningen bor i og omkring Auckland, og resten er fordelt på de to hovedøer, som strækker sig over en distance som fra Skandinavien til Nordafrika. Derfor har landet også flere klimazoner, og generelt store geografiske forskelle: Der er høje bjerge, regnskov, vulkaner, gejsere, øde strande, dybe grotter og huler – lidt for enhver smag, faktisk.
New Zealand er verdens mest isolerede nation – og også det land, som er blevet senest befolket. Maori-kulturen er kun nogle hundrede år gammel, og europæerne kom først til øerne efter James Cook i slutningen af 1700-tallet. Så kulturen er ung, men naturen er enestående. Det er et fugleland – før europæerne var der ingen pattedyr ud over en enkelt flagermus. Her møder man både flere arter af pingviner, papegøjer, og den heldige ser måske den nat-aktive kiwi.
Klimaet varierer som nævnt: Nordpå er det subtropisk, sydpå mere som i Danmark. Sommervejret er generelt skønt, varmt, solrigt og mildt, og der flere steder mulighed for både at stå på ski og surfe samme dag.
Hvad med børnene?
New Zealand er et stort eventyr for hele familien – men det kan også virke som et stort spring, særligt for familiens yngste: Der er godt nok langt hjem til vennerne, og det kan virke helt uoverskueligt at skulle gå i skole i en fremmed kultur. Men tit er det faktisk børnene, der har sværest ved at rejse hjem igen.
New Zealand er nærmest indbegrebet af en immigrant-kultur – og det betyder, at de er vant til at modtage folk fra hele verden. Derfor er skolerne klar til opgaven med at integrere børn og unge, og de er rigtig gode til det. Selv i de tilfælde, hvor den nye i klassen kun taler lidt eller slet ikke noget engelsk.
Erfaringsmæssigt tager det 6-8 uger, før de yngste (0. til 3. klasse) er fuldt integreret i deres nye liv. Det hjælper meget, hvis der er en voksen, som kan hente tidligt eller helt holde fri med børnene ind imellem. Heldigvis har new zealænderne et børnesyn, som minder om det skandinaviske: Der er plads til de fleste, og man tager sig tid til den enkelte – måske endda lidt mere, end vi er vant til i danske skoler. Til gengæld er det faglige niveau måske lidt under, hvad vi kender fra en gennemsnitlig dansk skole – og det hjælper i sidste ende også med at gøre det hele lidt lettere. Skolegangen er i øvrigt gratis.
Hvad så med min partner?
Må/kan/skal en evt. medrejsende partner arbejde? Vedkommende er ikke tvunget til det. Man kan fint klare sig på en enkelt lægeløn – også selvom familien fæller både tre og fire børn. Der er rig mulighed for at lave frivilligt arbejde, og det kan tit være en genvej til at skabe sig sit eget netværk og lette integrationen i lokalsamfundet.
Vil partneren udføre lønnet arbejde, kræver det, at man har et arbejdsvisum. Sådan et kan man først søge, når man har en underskrevet kontrakt med en arbejdsgiver. Derfor er det i de fleste tilfælde lettest, hvis man tager derned på et partner-visum, finder et job lokalt og derefter søger et nyt visum.
Lyst til at tage afsted?
Læs også:
Overvejer du at tage til New Zealand som læge ? -Sådan kommer du i gang med planlægningen
Stil spørgsmål og få svar fra andre læger om jobs i udlandet på vores FB gruppe: Lægejobs i Udlandet
*Bio om Ulf: Jeg startede ScanDoc Recruitment i 2018 på bagkant af et års ophold i NZ sammen med min læge-kone og vores fire børn. Hun arbejdede på en klinik i Taranaki, og vi besluttede os for at ville hjælpe andre herned. Jeg er oprindelig kommunikationsmand og har selv arbejde i og omkring sundhedsvæsnet siden 2001. Vi har fokus på hele Skandinavien, men er selvfølgelig mest synlige i DK, og efter corona-årene hvor alting næsten stod stille, er der igen ved at være tilfredsstillende gang i tingene, og forventningen er, at vi sender 10-15 læger til NZ i løbet af de næste 12 mdr.
Lægejob på New Zealand for danske læger