Tusindvis af læger har penge til gode – men deadline for aftale er overskredet
Tusindvis af læger forventes at have store beløb til gode for overarbejde, der er udført mens de har været deltidsansatte. Det er konsekvensen af en dom fra Arbejdsretten i februar 2026.
Men Yngre Læger og Danske Regioner har nu i næsten ubemærkethed overskredet en vigtig deadline for at få udbetalingerne i gang.
1. maj 2026 var dagen, hvor Danske Regioner og de faglige organisationer i følge OK26 skulle være nået frem til en aftale om hvordan Arbejdsrettens afgørelse skulle efterleves. Men selvom deadline for længst er passeret er det fortsat ikke tegn til en aftale.
Helt konkret afgjorde Arbejdsretten, at betaling for overarbejdstimer skal være ens for både deltidsansatte og fuldtidsansatte i det offentlige. Førhen har deltidsansatte inkl. læger fået mindre ved overarbejde end deres fuldtidsansatte kollegaer.
Tusindvis af offentligt ansatte har derfor krav på efterbetaling af overarbejde.
Yngre Læger og Danske Regioner er ikke nået frem til en løsning på efterbetalingen -trods deadline på 1. maj
Laust Høgedahl, der er lektor og arbejdsmarkedsforsker, kommenterer her, hvorfor lønmodtagersiden og arbejdsgiversiden, herunder Yngre Læger og Danske Regioner, ikke er nået frem til en løsning på efterbetalingen i praksis.
Arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl kommenterer her hvorfor man ikke er nået frem til en løsning
Hvorfor er de ikke nået frem til en aftale pr. 1. maj?
“jeg tror, det handler om, at det her er en sag, som kan gå hen og blive rigtig, rigtig dyr”
”Det er ikke normalt, at man bryder en deadline, når man har aftalt en forhandlingsmodel. Men jeg tror, det handler om, at det her er en sag, som kan gå hen og blive rigtig, rigtig dyr.
Og derfor tror jeg, at parterne har behov for at have et meget præcist overblik, inden man går ind og siger ja til en aftale.
Så jeg tror, at når de ikke har nået deres deadline, er det et udtryk for, at det er en potentielt meget alvorlig sag økonomisk for arbejdsgiverne,” siger han.
Men må man godt bryde en deadline?
…det er jo klart, at man skal få en løsning på det her
”Der er ikke noget juridisk i vejen for, at man bryder en deadline. Man skal dog huske på, at arbejdsrettens kendelse sker på baggrund af EU-lovgivning. Så nu skal man jo finde nogle lokale tilpasninger.
Her i Danmark har vi tradition for at gøre det via den danske model, hvor aftalen bliver diskuteret på plads direkte mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer uden indblanding fra staten.
Det er altså på mange måder en uformel måde, hvor man forhandler lokalt uden at hive hinanden i retten,” siger han og tilføjer:
”Men det er jo klart, at man skal få en løsning på det her. Og derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at man får sat sig til forhandlingsbordet. Jeg tror nok, at de skal finde frem til en god kollektiv løsning.”
Tidsgrænsen for ekstrabetaling er afgørende punkt for enighed
“Det springende punkt er hvor lang tid man vil gå tilbage i tiden”
En af de ting man skal blive enige om omkring forhandlingsbordet er, hvor lang tid tilbage lægerne – og andre sundhedsfaglige grupper i det offentlige – krav på løn.
Danske Regioner foreslår fem år tilbage i tiden
Hos Danske Regioner har man udarbejdet nogle overordnede principper, hvor de tager afsæt i drøftelserne med de andre organisationer. Danske Regioner foreslår fem år tilbage i tiden. Hvordan finansieringen skal foregå er stadig et åbent spørgsmål, oplyser Danske Regioner.
Til det siger arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl:
”Det er en sag, der optager mange, fordi der er mange deltidsansatte i det offentlige. Spørgsmålet om hvor lang tid man vil gå tilbage i tiden, er det springende punkt. Og jeg tror, at det er meget sandsynligt, at parterne vil true med at tage sagen op i arbejdsretten igen, hvis man ikke får en aftale, man er tilfreds med.
Jeg tror dog ikke, at man vil se en hel masse individuelle sager komme for retten, fordi alle har en interesse i, at det her lander”.
“det er meget sandsynligt, at parterne vil true med at tage sagen op i arbejdsretten igen”
Ikke ond tro
”Man ved jo godt, at der ikke er nogen, der har gjort noget i ond tro her. Man har tolket EU-reglerne forkert, og derfor skal man finde en løsning på, hvordan man håndterer det fremadrettet,” siger han.
”På den anden side er det klart nok, at lønmodtagerorganisationerne ser dette som en mulighed for at hive nogle gevinster hjem til deres medlemmer. De skal have det, de har krav på. Så det er jo lidt en balance imellem, hvor lang tid bagud, organisationerne skal gå efter, og hvornår det er nok.”
“(Lønmodtagerne) skal have det, de har krav på. Så det er jo lidt en balance (…) hvor lang tid bagud, organisationerne skal gå efter”
Nytlægejob.dk har kontaktet Yngre Læger, som er ikke vendt tilbage med en kommentar inden deadline.
Læs mere her:
Ny afgørelse kan betyde løn-hop for læger på deltid i Regionerne
Ny overenskomst for læger i Regionerne forhandlet- men et vigtigt emne er “sendt i udvalg”
Makita kommunikation for Nytlægejob.dk











