Vi søger 4 nye kolleger med ansættelse pr. 1. april, 1. maj eller 1. juli 2025 – eller efter aftale.

Har du lyst til at blive en del af det grønlandske sundhedsvæsen på Medicinsk Afdeling og arbejde med nogle af vores kerneværdier: ansvar, meningsfuldhed, fleksibilitet, lægekunst og udvikling?

Som en del af vores team kommer du til at indgå i en fagligt stærk gruppe af læger med forskellige interesser og erfaringer.

Stillingen er af 1. års varighed.

Vi tilbyder:

  • En spændende og bred intern medicinsk introstilling i en dynamisk og kompleks afdeling
  • Fremragende udviklingsmuligheder, hvor du vil få praktisk erfaring med patienten i centrum, samtidig med at vi prioriterer faglig kvalitet og uddannelse højt
  • En bred, spændende og udfordrende medicinsk arbejdsdag, hvor du møder mange typer af lidelser, herunder sygdomme, der sjældent ses andre steder
  • Muligheden for at opleve lægekunsten på en anden måde end i Danmark. Du vil i samarbejde med dine kolleger stå for stuegang på sengeafsnittene, det intermediære afsnit og Patienthotellet samt varetage ambulatoriearbejde, der er tilpasset netop dig
  • En 8-skiftet vagtordning med 24-timers vagter. Som læge i introduktionsstilling bliver du personlig læge for patienter med længerevarende forløb, hvilket giver dig en meningsfuld og nær relation til disse patienter

Om os:

  • Medicinsk Afdeling omfatter ambulatorium, onkologisk dagafsnit, en sengeafdeling med 26 pladser samt et børneafsnit med 8 pladser. Vi har også et intermediært afsnit med 6 pladser og moderne telemetriovervågning til patienter med hjertesygdomme og andre akutte lidelser. Patienter fra byer udenfor Nuuk behandles og udredes i vid udstrækning på vores Patienthotel
  • Du vil møde engagerede og fagligt kompetente medarbejdere, som er fleksible og vægter gode samarbejdsrelationer og tværfaglighed højt
  • Vi har en kultur præget af tillid og respekt, hvilket er afgørende for både hverdagen og patientbehandlingen. Vi tror på, at der skal være en person bag lægekitlen, og vi har højt til loftet
  • Vi modtager patienter fra hele Grønland, og vores læger deltager regelmæssigt i patienttransporter, hvor kritisk syge flyves fra regionssygehusene til Dronning Ingrids Hospital

Vi søger dig, der:

  • Kan kombinere faglighed med menneskelighed og har en god logistisk sans
  • Er fleksibel og klar til at arbejde i en afdeling, hvor tingene ikke altid er, som du kender det – vi har sjældent en “plejer”. Du skal være motiveret til at planlægge individuelle og gode patientforløb
  • Hurtigt kan tage ansvar, men samtidig aldrig står alene, da vi har et stærkt kollegialt sammenhold i afdelingen samt specialister på Rigshospitalet, der altid er et telefonopkald væk

Om vores hospital og Nuuk:

Dronning Ingrids Hospital i Nuuk er Grønlands største og mest specialiserede hospital. Det fungerer som landets hovedhospital.
Hospitalet har mange moderne faciliteter og afdelinger inden for bl.a. medicin, kirurgi og onkologi samt avanceret udstyr til diagnostik og behandling. Med en central rolle i sundhedsvæsenet håndterer hospitalet både akutte og komplekse patientforløb, og det samarbejder tæt med specialister fra Danmark for at sikre høj kvalitet i behandlingenØverst på formularen.
Nuuk er en by, hvor storbyliv og natur mødes. Her finder du mange spisemuligheder og kulturelle oplevelser, mens du hurtigt kan være ude i fjeldet eller på fjorden. Om sommeren kan du opleve midnatssol, og aktiviteter som fiskeri, hvalsafari og vandreture er populære. Om vinteren er nordlys en del af hverdagen, og du kan stå både langrend og alpinski.

Det Grønlandske Sundhedsvæsen – Bredde, udfordring og faglig stolthed

Det Grønlandske Sundhedsvæsen hører under Departementet for Sundhed, og er organiseret i 5 regioner, 8 kliniske områder, Landstandplejen, Det Grønlandske Patienthjem og sundhedsvæsenets Driftsområde.

Søger du faglige udfordringer, er du nysgerrig og kan du lide at arbejde bredt, så er et job i Det Grønlandske Sundhedsvæsen noget for dig.
Du kan læse mere om Det Grønlandske Sundhedsvæsen på www.gjob.gl

I Grønland er der rig mulighed for at leve et aktivt fritidsliv. Om sommeren er vandring, hvalsafari, jagt, fiskeri og sejlture oplagte aktiviteter. Vinteren byder på nordlys og masser af skiløb og hvis du bor nord for polarcirklen, kan du køre på hundeslæde. I de større byer findes der masser af kulturliv med sportsklubber, kunstudstillinger, koncerter, cafeer og restauranter. Du kan læse mere om den region jobbet er placeret i på www.peqqik.gl

Statsborgerskab

Såfremt du ikke er nordisk statsborger, gøres der opmærksom på, at ansættelsen er betinget af gyldig opholds- og arbejdstilladelse. Opholds- og arbejdstilladelse kan først ansøges ved aftalt ansættelse.

Løn og ansættelse

Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Kandidater, der besidder supplerende kvalifikationer udover de i ovenstående specificerede, såsom relevante diplom- eller masterniveauer, kan være berettiget til yderligere honorering i henhold til gældende overenskomst og virksomhedens retningslinjer.

Bolig

Der anvises bolig efter de i Det Grønlandske Sundhedsvæsen til enhver tid gældende regler.

Ansøgning

Ansøgning bilagt kopi af relevante bilag skal sendes i PDF-format via www.gjob.gl

Startdato: 1.april-1.maj- eller 1.juli eller efter nærmere aftale

Ansøgningsfrist: 27.oktober 2024

Ansættelsessamtaler afholdes løbende

Kontakt

Information om stillingen kan indhentes ved Ledende Overlæge Uka Wilhjelm Geisler på tlf. (+299) 34 4731 eller på e-mail: UWG@PEQQIK.GL

Se Det Grønlandske Sundhedsvæsens organisationsdiagram

Organisationsdiagram Det Grønlandske Sundhedsvæsen

Det Grønlandske Sundhedsvæsen er en røgfri arbejdsplads.

Vi modtager udelukkende ansøgninger i PDF-format, elektronisk, via Gjob.dk.

Ansøgninger sendt pr. mail vil straks blive slettet for din sikkerhed.