Stafetbonus skal gøre det nemmere og mere attraktivt at tage en stafetrunde i Grønland som læge eller sygeplejerske
Læger og sygeplejersker, der tager til Grønland som en del af den nye stafetordning, får en række fordele, mens de er på orlov fra deres danske regionale ansættelse.
Det fremgår af dagsordenen til et kommende møde i Region Midt.
Sundhedspersonalet aflønnes af Det Grønlandske Sundhedsvæsen efter de gældende grønlandske overenskomster. Derudover er der indgået aftaler mellem Regionerne og DSR, FAS og YL om en særlig stafetbonus.
Stafetbonusordningen betyder, at:
- Orloven til at tage til Grønland tæller med i ancienniteten, så medarbejderen ikke mister anciennitet under opholdet.
- Der optjenes fortsat ferie med løn under orlovsperioden.
- Der indbetales 15 procent i pension af den faste løn, herunder grundløn samt faste centrale og lokale tillæg.
- Pensionsbidraget kan vælges udbetalt kontant som et engangsvederlag efter opholdet i Grønland.
Ordningen skal gøre det lettere for medarbejdere i de danske regioner at tage en periode i Grønland uden at miste tilknytningen til deres danske arbejdsplads.
Læs også: Ny aftale: Stafetlæger fra danske sygehuse skal fremover dække vagter i Grønland
Foto https://pxhere.com/da/photo/1283898












