Nyt studie: Mangel på praktiserende læger på landet kan ikke løses med kun økonomiske incitamenter

Mangel på praktiserende læger i yderområder kan ikke løses med højere løn alene. Det er konklusionen på et nyt europæisk studie blandt 350 yngre læger fra Danmark, Norge, Tjekkiet og Tyrkiet. Deltagerne var enten læger under speciallægeuddannelse i almen medicin eller havde opnået speciallægeanerkendelse inden for de seneste fem år.
Studiet blev publiceret i maj 2025 i Journal of Family Medicine & Primary Care.

Studiet, der var baseret på en spørgeskemaundersøgelse, viste, at knap to tredjedele af de adspurgte kunne forestille sig at arbejde i en almen praksis i et landdistrikt. Den vigtigste motivationsfaktor var dog ikke økonomien, men gode skolemuligheder for lægens børn.

De vigtigste faktorer som blev taget i betragtning når der skulle vælges en fremtidig en almen praksis:

  • Adgang til gode skoler for børn: 64,9 %
  • Indtjeningmuligheder/praksissens økonomi: 62,0 %
  • Jobmuligheder for partner: 58,0 %
  • Adgang til kulturtilbud: 31,7 %
  • Naturen: 27,4 %
  • Adgang til sportsfaciliteter: 25,7 %
  • Livet i byen*: 20,6 %
  • Livet på landet*: 20,0 %
  • Ønske om at arbejde dér, hvor man er vokset op: 12,6 %
  • Økonomiske tilskud fra stat eller kommune: 12,0 %

(* ikke nærmere defineret  artiklen)

Undersøgelsen viste samtidig, at læger, som selv er vokset op i et landdistrikt, langt oftere vælger en karriere uden for de større byer.

Forskerne peger desuden på, at seks ud af ti deltagere oplevede, at de havde fået for lidt undervisning om arbejdet som praktiserende læge i landdistrikter under deres uddannelse. Ifølge forskerne kræver en bedre lægedækning derfor en bredere indsats end økonomiske incitamenter alene – også uddannelse og rammerne for familielivet spiller en afgørende rolle.

Læs studiet her.

Tak til Per på Flickr for foto

Rekruttering af læger -trends og tips