Lægers muligheder for flere introforløb skal begrænses permanent – nyt forslag fra Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen har netop udsendt en revision af Bekendtgørelsen om Uddannelse af Speciallæger i høring.

En af de væsentlige ændringer er, at grænserne for, hvor mange introduktionsstillinger den enkelte læge kan tage, nu foreslås skrevet ind i selve bekendtgørelsen.

Grænsen blev politisk aftalt i maj 2025 og er allerede udmøntet administrativt fra 1. juli 2026. Med den nye bekendtgørelse foreslås reglerne nu permanent skrevet direkte ind i regelgrundlaget for speciallægeuddannelsen.

Fremover kan læger som udgangspunkt kun gennemføre:

  • Ét introduktionsforløb i hvert speciale
  • To introduktionsforløb inden for de internmedicinske specialer

Formålet er ifølge Sundhedsstyrelsen at sikre en mere ligelig fordeling af introduktionsstillingerne og give flere læger mulighed for at afprøve forskellige specialer.

Samtidig fastslås det, at et introduktionsforløb på mindst seks måneder tæller som gennemført, også hvis lægen afbryder forløbet eller ikke opnår alle kompetencer. Dermed skal det ikke være muligt at få adgang til et nyt forløb i samme speciale ved at afbryde det første eller undlade at få alle kompetencer godkendt.

Der indføres samtidig undtagelser, blandt andet hvis et tidligere forløb ikke længere er aktuelt, eller hvis der foreligger gyldige årsager til, at forløbet ikke blev gennemført.

Derudover indeholder forslaget en række tekniske ændringer og opdateringer af reglerne for speciallægeuddannelsen.

Se dokumentet i Høringsportalen

Foto under cc licens

Jobsøgning