Psykolog for Lægeforeningen: Fem råd hun ville ønske, alle læger kendte
Usikker, presset, klager. Alle læger møder prøvelser i løbet af deres karriere og nogle søger hjælp hos Lægeforeningens psykolog. Her giver hun fem råd til at håndtere dem.
Trine Bjerremand Caspersen er chefpsykolog, og hun arbejder bl.a. for Yngre Læger, FAS og FAPS under Lægeforeningen. Her henvender medlemmerne sig fx med klagesager, arbejdsrelateret stress og tematikker omkring samarbejde. På baggrund af disse problemstillinger giver hun her de råd, hun ville ønske, at læger gav sig selv:
- Vid med dig selv, at du er skarp
Yngre læger og ældre læger har ofte forskellige problemer. For de yngre læger gælder det, at de kan være usikre på, om de er gode nok.
På hele medicin-uddannelsen og frem til, at man er færdig som specialist går det egentlig ud på, at du hele tiden fejer det væk, du godt kan og bliver bedt om at fokusere på det, du ikke kan endnu.
Så hver eneste gang du kan noget, så rykker du dig til noget, du nu også skal kunne. Og det kan nemt skabe et pres og usikkerhed.
Så rådet er: Vid at du har en af de skarpeste hjerner i dette kongerige, ellers ville du aldrig have klaret medicinstudiet. Husk også at der var nogen, der sagde god for dit niveau, da du blev ansat.
- Du er kun så dygtig, som de antal dage du har arbejdet
Når du skal lære noget nyt fx i en KBU-stilling, kan du naturligvis ikke være den dygtigste på dag et. Du er kun så dygtig som de antal dage, du har været i jobbet.
Til gengæld er du grunddygtig, og det skal du holde fast i – også hvis du er usikker og begår fejl.
Når du går igennem din introstilling og KBU og der kommer udfordringer, så husk at fokusere på den distance, du allerede har tilbagelagt.
- Du har lov til at trække stikket
Nogle yngre læger kan finde ud af undervejs, at de ikke trives i lægegerningen, og så er det altså ok at trække stikket.
Du er ikke forpligtet til at blive læge, fordi du har fået en lang uddannelse, men kan godt vælge at gøre noget andet – fx at arbejde i medicinalindustrien, blive forsker eller skifte fag.
- Patientklagesager – brug dit netværk
Når man har været speciallæge i nogle år, begynder man at hvile mere i sin faglighed, men noget som påvirker mange læger på dette tidspunk er, at de kan være bange for at få patientklager, eller blive udstillet på sociale medier, hvor de ikke kan tage til genmæle.
Det kan også være, at de reelt får patientklager. Mange speciallæger er oppe i årene, og de er ofte fra den gamle skole, hvor de synes, at de skal klare alting selv – også hvis de er pressede over at have fået klager.
Her skal man i stedet bruge sit netværk i lægeverdenen, fordi mange andre har også prøvet at få klagesager, også de uberettigede. Gennem et netværk kan de få styr på, hvad er fakta, hvad der er efterrefleksioner, og man kan få opbakning fra andre, der har været i samme situation.
- Tænk på de mennesker, du har hjulpet
Hvis du reelt har lavet en patientfejl, så vid med dig selv, at du prøvede at gøre dit bedste i situationen.
Det er et vilkår, at man kan komme til at fejle som læge, det sker i alle fag, men som læge er det sværere at bære, fordi det har konsekvenser for patienterne.
Prøv at tænke på matematikken i det, du har fejlet en gang, men tænk på alle de mennesker du har hjulpet hver eneste dag.
Og så husk på, at det er meget sjældent, at du alene er ansvarlig for fejlen, der har ofte været andre i processen, der også har overset noget. Det at behandle mennesker og at fange alvorlige hændelser er en fælles opgave.










