Drømmer du om at arbejde som læge i USA? Der er hjælp at hente hos ny organisation.

Drømmer du om at blive læge i USA, kræver det nøje planlægning og tålmodighed. Men der er hjælp at hente hos NAPA (Nordic American Physicians Association), der bygger bro imellem de medicinske miljøer for læger og lægestuderende i Norden og USA.

Da Victoria Raha Sigaroudi begyndte sin proces mod at arbejde som læge i USA, savnede hun et fællesskab. Derfor oprettede hun en Facebook-gruppe for alle dem, der planlagde at tage USMLE, altså den amerikanske lægelicens-eksamen.

Jeg stod helt alene i processen og savnede et nordisk fællesskab, hvor man kunne udveksle erfaringer, stille spørgsmål og få støtte på vejen ind i det amerikanske lægesystem, så derfor oprettede jeg Facebook-gruppen,” fortæller hun.

Og tilsyneladende var der andre skandinaviske læger, der havde det på samme måde, fordi gruppen voksede hurtigt. Det personlige initiativ udviklede sig siden til NAPA grundlagt af Victoria Raha Sigaroudi og næstformand Nora Orrevall Granberg. I dag fungerer Victoria som formand for organisationen. Netværket tæller over 1.100 medlemmer, som er læger og lægestuderende fra hele Norden – Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island – og vokser fortsat.

Vores vision i NAPA er at bygge en bro mellem de medicinske miljøer i Norden og USA. Vi støtter medicinuddannende, KBU-læger, autoriserede læger og speciallæger, der overvejer at tage USMLE eller fortsætte deres karriere i USA,” forklarer Victoria Raha Sigaroudi og tilføjer:

Vi tilbyder professionel støtte, netværksmuligheder og struktureret vejledning gennem USMLE-, ERAS- og Match-processen.

Lang proces

Grunden til den store efterspørgsel hos de skandinaviske læger, mener Victoria Raha Sigaroudi hænger sammen med, at der er tydelige forskelle mellem det amerikanske arbejdsmiljø og forholdene i Skandinavien, særligt i Danmark.

I USA er uddannelsesstrukturen ofte mere hierarkisk, vagterne længere, og det kliniske tempo højere. Til gengæld er der adgang til omfattende ressourcer, avanceret subspecialisering og store karrieremuligheder,” forklarer hun. 

 

Det er en proces, som kræver god planlægning og struktur, og et stærkt netværk gør en stor forskel. Men det er absolut muligt – fortæller Victoria Raha Sigaroudi, NAPA

Man skal dog ruste sig med tålmodighed, for det er ofte en lang proces, hvis man vil arbejde som læge i USA, ifølge Victoria Raha Sigaroudi. Hun forklarer, at du typisk skal bestå USMLE-eksamenerne (Step 1 og Step 2) før ansøgningen og senere også OET, Occupational English Test. Endelig kommer Step 3, som man typisk tager efter optagelse i en uddannelsesstilling i USA. 

Det er samtidig en stor fordel at have forskningserfaring, og mange danske læger med en ph.d. oplever, at dette styrker deres ansøgning betydeligt. Hvis man har mulighed for at få klinisk erfaring i USA, fx gennem kliniske observatørforløb eller forskningsophold, kan det være et stort fortrin. Ansøgningen til uddannelses- og speciallægeuddannelsespladser foregår via ERAS. Endelig skal du deltage i match-processen gennem National Resident Matching Program (NRMP), det nationale matchsystem for speciallægeuddannelser i USA.

Det er en proces, som kræver god planlægning og struktur, og et stærkt netværk gør en stor forskel. Men det er absolut muligt,” siger Victoria Raha Sigaroudi. Og netop netværket er noget, man kan få igennem NAPA, som løbende holder arrangementer, fx digitale oplæg med nordiske læger, der arbejder i USA og Q&A-sessioner om USMLE- og Match-processen. De har også planer om fremtidige fysiske arrangementer og at etablere studiegrupper.

Responsen på vores arrangementer har været meget positiv. Mange giver udtryk for, at det for første gang føles, som om, at der findes et samlet nordisk netværk for vejen til USA. Flere fortæller, at de ville ønske, de havde fundet os før, da mange tidligere har stået meget alene i processen. Dette gælder både medicinstuderende, KBU-læger og speciallæger,” fortæller hun.
_____________________________________________________________________________________________________________________________

Du kan blive medlem af NAPA her https://www.napaofficial.org/, hvor du også kan få adgang til artikler og information om processen samt materiale om deres arrangementer og meget mere. 

Du kan også læse mere om organisationen her:

 

Foto fra picryl

Lægejob i udlandet, Karrieretips for læger