Klinisk assistent til forskningsprojekt om fremtidens trådløse patientmonitorering

Vil du være med til at forebygge komplikationer hos indlagte patienter på danske hospitaler? Vil du deltage i udviklingen af et unikt monitoreringssystem med nye trådløse apparater? Er du en selvstændig og ambitiøs læge med teknisk interesse?

Vi har brug for dig i vores ambitiøse forsknings- og innovationsprojekt, som foregår på førende hospitaler i Danmark og på DTU. Vi søger pr. 1. maj 2019 eller snarest derefter en eller to kliniske assistenter til WARD-projektet (Wireless Assessment of circulatory and Respiratory Distress), som udgår fra DTU, Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital. WARD-projektet skal definere, udvikle og implementere næste generations trådløse monitoreringssystem for indlagte højrisikopatienter og reducere forekomsten af komplikationer og sundhedsudgifter. Projektet er fuldt finansieret af betydende danske fonde.

Kvalifikationer

Vi søger 1-2 selvstændige og ambitiøse læger, der er gode til samarbejde og tænke innovativt. Det er en fordel at have gennemført anæstesiologisk introduktionsuddannelse, men ikke et krav. Ansættelsen er som udgangspunkt 1-årig, hvor man udover egne projekter indgår i igangværende studier som barselsvikar. Det er dog vores mål at man kan fortsætte herefter med henblik på erhvervelsen af en selvstændig ph.d.-grad.

Som deltager i teamet af WARD-ansatte skal du kunne se nye muligheder og være teknisk nysgerrig, samtidig med at du på balanceret vis sikrer, at alle projektdetaljer nås med omhu.

Derudover vil der blive lagt vægt på følgende karakteristika ved ansøgerne:
* Erfaring med lægevidenskabelig forskning og projekter.
* Tidligere arbejde i anæstesiologi.
* Resultatorienteret dynamisk arbejdsmentalitet med fokus på samarbejde og innovation.
* Eventuel erfaring med myndighedsgodkendelse af kliniske forskningsprojekter og udførelse af kliniske forskningsopgaver.

Om projektet
WARD-projektet er unikt, da det kombinerer international medicinsk ekspertise fra kliniske hospitalsafdelinger med international ekspertise i biomedicinsk signalprocessering og machine learning. Projektet har aktuelt 10 fastansatte med lægelig og teknisk-videnskabelig baggrund. Det er vigtigt, at man som klinisk assistent kan indgå i disse strukturer og bidrage til udvikling af projektets slutprodukt: et klinisk supportsystem, som trådløst monitorerer indlagte risikopatienter. På sengeafdelinger i Danmark måler vi over 10 forskellige modaliteter (iltmætning, hjerterytme, respirationsfrekvens mv.) kontinuerligt på risikopatienter (såsom indlagt med KOL i forværring og efter større kræftoperationer). Disse modaliteter bearbejdes og fortolkes teknisk-videnskabeligt til et klinisk supportsystem således at klinisk forværring kan opdages automatisk og behandles tidligere og der derved kan forebygges komplikationer.

Projektet har gennem støtte fra større danske fonde opnået fuld finansiering til at nå det ambitiøse mål om at blive internationalt førende på området for patientobservation. Over de næste 4 år stiles mod inklusion af over 5.000 patienter i observationelle og randomiserede forsøg på flere matrikler i Danmark. Man vil som klinisk assistent have en stor opgave med design, koordinering og praktisk udførelse heraf i samarbejde med det øvrige team og vejledere i projektets ledergruppe.
Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen er 37 timer ugentlig af 1 års varighed og der indgår ikke klinisk arbejde i stillingen. Ansættelsesvilkår vil være i henhold til overenskomst og stillingen er fuldfinansieret af fonde. WARD-projektet er ligeligt forankret i de tre institutioner, der har grundlagt projektet (Rigshospitalet, Bispebjerg Hospital og DTU) og som ansat i stillingen, vil arbejde på alle tre institutioner (primært hospitalerne), men formelt være ansat på Bispebjerg Hospital eller Rigshospitalet afhængig af forankring til delprojekter.

Ansøgning og kontakt
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til WARD-projektets ledergruppe:

    Forskningsansvarlig overlæge, ph.d. Christian S. Meyhoff (24 91 05 42, christian.sahlholt.meyhoff@regionh.dk), Anæstesiafdelingen, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

    Forskningsansvarlig overlæge, dr.med. Eske K. Aasvang (26 23 20 76, eske.kvanner.aasvang.01@regionh.dk) Rigshospitalets Abdominalcenters Anæstesiafdeling.

    Forskningsleder, ph.d. Helge B.D. Sørensen, BME (45 25 52 44, hbs@elektro.dtu.dk) Institut for Sundhedsteknologi, Danmarks Tekniske Universitet.

Ansøgningsprocedure: Fristen for ansøgning er fredag den 22. marts.

Ansættelsessamtaler afholdes i uge 13.



Share by email Share on Facebook Share on Twitter Share on Google+ Share on LinkedIn Pin on Pinterest

Kontakt annoncør Send til en ven

Oprettet d: 08/03/2019
  • Land: All

Relaterede annoncer